Radioteknikkens principper

En radioforbindelse har til formål at skabe kontakt mellem forskellige punkter vha. radio- eller elektromagnetiske bølger.

Senderen har til formål at danne højfrekvente elektriske svingninger, der via antennen vil kunne give anledning til udstråling i form af elektromagnetiske bølger.

Senderen overlejrer (modulerer) de elektriske bølger med den meddelelse der ønskes udsendt. Det kan enten være morse, tale, data eller billeder.

En antenne ved modtageren omdanner de elektromagnetiske bølger, der er udstrålet fra senderantennen, til elektriske strømme, som kan behandles af modtagerens elektronik.

Modtageren udskiller den endelige nytteinformation, der er overlejret senderens signal, og præsenterer den på en passende måde.

Elektromagnetiske bølger

En ledninge, hvori der løber en vekselstrøm, vil under visse forhold kunne udstråle radio- eller elektromagnetiske bølger. Ledningen vil da kræve en energi, der er større end nødvendigt for at udligne tabene i ledningens modstand. Den ekstra energi udstråles i form af elektromagnetiske bølger.

De elektromagnetiske bølger består af et elektrisk og et magnetisk felt som er uadskillelige, og adskiller sig derved fra det normalt kendte magnetfelt rundt om en strømførende ledning.

De elektromagnetiske bølger tildeles en bølgelængde, som er bestemt ved lysets hastighed (300.000 km/s) og frekvensen (svingninger/s).

Bølgelængden udregnes ved formlen: 300 divideret med frekvensen i MHz.

F.eks.: 300 divideret med 145 MHz = 2 m. Bølgelænden er altså 2 m, og man taler om 2 meter båndet.